Ipswich Town FC Supporters Club - Scandinavian Branch
 :: Home ::  :: Download ::  :: Bliv medlem ::  :: Kontakt :: 

Nyheder Nyhedsarkiv Seneste kamp Match previews Match reports Kampprogram Statistik Head-to-Head Transfers Rygtebørsen - NY Spillerne Historie Ipswich i Europa De gamle stjerner Town around the World TV Guide Photo Gallery
Kampprogram Match reports
Academy Corner U/19 Kampprogram U/19 Match reports U/17 Kampprogram U/17 Match reports
Supporter portrætter Supporter turer Ønskehjørnet Arrangementer Om Supporter Club'en Kontakt
Netartikler
Forum Afstemning
Ipswich Town FC Engelsk fodbold "Ugens link"
Har du problemer med hjemmesiden? Skriv venligst til mig på bim@adslhome.dk

« Forrige artikel [ Tilbage til oversigten ] Næste artikel »

Fra Burley til Royle - via Mowbray

Af Lars Lund

Vi ser tilbage på den hektiske sidste måneds tid og kigger på diverse spilleres muligheder under den nye manager.

Farvel George Burley...

George BurleyDa Ipswichs formand David Sheepshanks dagen før hjemmekampen mod Sheffield W måtte gå den tunge gang og bede George Burley om at finde sig en ny arbejdsplads - så var Ipswichs fans delt i to lejre og flertallet var klart imod dette drastiske skridt.

Grunden til dette klare mishag mod George Burleys afgang i dagene efter skyldes, at der ikke var nogen åbenlys efterfølger klar i kulissen og det blev også understreget ved, at 1.holdstræneren Tony Mowbray fik overdraget det midlertidige ansvar som manager for Ipswich.

Det yderst pinlige 3-0 nederlag på udebane mod Grimsby, hvor Ipswichs spillere leverede en meget tam indsats og samtidig udviste en sjælden set mangel mod gejst og vilje - blev den endegyldige afslutning på en mindeværdig periode i Ipswichs historie under George Burleys ledelse, hvorefter David Sheepshanks og de øvrige i bestyrelsen gik i gang med at finde en ny manager der kunne bringe Ipswich tilbage i det fornemme selskab i Premier League.

Tony Mowbray midlertidig ved roret

Imens Tony Mowbray fungerede som "caretaker-manager" blev flere prominente navne nævnt som mulige kandidater til managerstolen på Portman Road, men det kom aldrig til seriøse forhandlinger mellem Tony MowbrayIpswich og Bryan Robson, Peter Reid og hvem der nu ellers var blevet som kandidat i pressen. Der var godt nok forlydender om, at Peter Reid havde været tæt på at sige ja til jobbet, men det blev aldrig officielt bekræftet af hverken Ipswich eller Peter Reid selv.

Tony Mowbray havde begrænset succes som ny mand ved roret, blot fire points i tre kampe mod middelmodige hold blev efterfulgt af et meget skuffende 1-0 nederlag på hjemmebane mod Gillingham og dermed var det mere end klart, at Tony Mowbray ikke ville få tilbudt jobbet permanent og det selvom han var nævnt som en af de efterhånden få muligheder af formand David Sheepshanks selv.

Som trold af en æske dukkede Joe Royle op som den mest sandsynlige nye mand på posten og det medførte omgående kraftige protester fra Ipswichs fans - omkring 25 af de mest fanatiske fans protesterede udenfor Portman Road lige efter kampen mod Gillingham og samtidig blev formand David Sheepshanks bombarderet med flere tusinde e-mail fra skeptiske Ipswich-fans fra både nær og fjern. UEFA-cup kampen på hjemmebane mod Slovan Liberec var nært forestående og det var oplagt, at den nye manager ville få netop denne kamp som sin første opgave.

Goddag til Joe Royle

Formand David Sheepshanks præsenterede som ventet den nye manager om mandagen (tre dage før kampen mod Slovan Liberec) og det blev som ventet Joe Royle - på pressekonferencen kom det frem, at Joe Royle havde været ønskekandidaten helt fra starten og grunden til der var gået 2½ uge før udnævnelsen var, at David Sheepeshanks lige ville se på de ekstra muligheder der bød sig p.g.a. over 30 ansøgere til managerjobbet.

Det kom også frem, at der kun var tre navne på den endelige liste over seriøse kandidater og her var Tony Mowbray den ene og Joe Royle den anden - hvem den tredje var kom ikke frem. Joe Royle sagde på pressekonferencen, at han godt var klar over Ipswichs fans ikke var jublende begejstret over det netop var ham der blev den nye manager for Ipswich, men han opfordrede pessimisterne til at give ham en fair chance.

Formand David Sheepshanks var kold overfor den megen kritik der var indløbet til ham - han var overbevist om, at Joe Royle var den rigtige mand til jobbet og fremhævede de flotte resultater Joe Royle havde præsteret i Oldham, Everton og senest i Manchester C. Tony Mowbray blev lidt overraskende i Ipswich og han sagde ja til at dele jobbet som assisterende manager sammen med Joe Royles mangeårige ven og trofaste følgesvend Wille Donachie der i hast blev købt fri af sin kontrakt med Sheffield Wedensday.

De første seks kampe under Joe Royles ledelse

Joe Royle med Willie Donnachie liggende for fødderne.
Joe Royle, med Willie Donnachie liggende for fødderne.
Det nye managerteam med Joe Royle i spidsen fik en god start, da det på hjemmebane blev til en smal sejr på 1-0 over Slovan Liberec i UEFA-cupen og man skimtede en væsentlig forbedring i gejst og vilje - omend der ikke var nogen synlige spillemæssige forbedringer i den første kamp med Joe Royle ved roret.

Allerede tre dage efter kom Ipswich ned på jorden igen, da det hjemme på Portman Road blev til et lidt uheldigt nederlag på 2-1 til formstærke Crystal Palace i ligaen. Næste kamp var også på hjemmebane og i Liga-cupen mod Middlesbrough, her blev det til en flot sejr på 3-1 og selvom gæsterne fra Premier League mødte op på Portman Road med et forstærket reservehold, så kunne det ikke rokke ved det meget positive indtryk der blev efterladt af et Ipswich-mandskab der også var langt fra i stærkeste opstilling, dersom Joe Royle havde valgt at give chancen til 4-5 af de spillere der har været lidt udenfor holdet i tiden op til George Burleys afgang.

At Joe Royle på forholdsvis kort tid har fået sat skik på forsvaret kom klart til udtryk i den næste ligakamp der var på udebane mod Sheffield U - den kamp endte 0-0 og Ipswichs forsvar optrådte særdeles velorganiseret med danske Thomas Gaardsøe i spidsen, mens det kneb lidt i den anden ende af banen - men generelt virkede Ipswich som et hold i fremgang.

I det meget sammenpressede program skulle Ipswich dernæst en tur til Tjekkiet og spille returkamp i UEFA-cupens 2.runde mod Slovan Liberec, det blev en kamp med ryggen mod muren i samtidige 120 spilleminutter (p.g.a. forlænget spilletid) og indtil to minutter før tid i den ordinære kamp var Ipswich faktisk videre til næste runde, fordi stillingen stadig var 0-0 efter en heroisk indsats af Ipswichs spillere.
Men hjemmeholdet fik alligevel lidt heldigt scoret efter et hjørnespark og i den situation så Andy Marshall ikke alt for heldig ud - i den forlængede spilletid var Darren Bent få centimeter fra at score det mål der med stor sansynlighed havde været nok til at komme videre sammenlagt, i stedet for blev det hele afgjort på straffespark og her kiksede først Jermaine Wright siden Finidi George, mens Slovan Liberec scorede på alle deres forsøg og dermed var Ipswich ude af UEFA-cupen.

Nu kunne man så fristes til at bruge frasen "Nu kan vi koncentrere os om turneringen" og det virkede som om det var det Ipswich-spillerne tænkte få dage efter i udekampen mod Watford i ligaen, fordi det blev til en fuldt fortjent sejr på 2-0 og det var oven i købet London-holdets første nederlag på hjemmebane - Ipswich spillede simpelthen den bedste kamp siden massakren imod Leicester (6-1) for tre måneder siden og i det hele taget var der så meget positivt fra Ipswichs side, at Watfords manager skamroste Ipswich og han mente Joe Royles tropper var det bedste hold Watford havde spillet imod indtil nu denne sæson, samt Ipswich havde klasse nok til at blande sig i topstriden på trods af den lave placering p.t. i tabellen.

Vi håber så sandelig Watfords manager Ray Lewington for ret, et er i hvert fald sikkert - det går den rigtige vej og Joe Royle viser sig måske at være et godt valg som manager alligevel.

Systemskifte og ændringer på spillernes status i truppen

Joe Royle valgte at benytte den traditionelle 4-4-2 formation i de første to kampe, skiftede derpå til den lidt mere defensive 5-3-2 opstilling eller 3-5-2 om man vil, og den ændring har indtil videre været en stor succes - der er i hvert fald blevet lukket af i forsvaret (kun to mål lukket ind i fire kampe) og selvtilliden er ved at blomstre op i spillerne i takt med at resultaterne begynder at komme.

Når det er sagt så kniber det dog stadig lidt oppe foran i angrebet og i modsætning til tidligere på sæsonen, hvor der blev misbrugt store målchancer på samlebånd, så kommer Ipswich ikke frem til nær så mange farlige tilbud efter systemskiftet - men spillet fremad banen er blevet bedre kamp for kamp og i kampen mod Watford var det næsten som i de gode gamle dage (læs, for 2-3 år siden).

I forbindelse med Joe Royles ankomst til Ipswich og lidt senere systemskiftet krydret med lidt rotation, er der også blevet vendt lidt op og ned på spillernes status i truppen og flere spillere optræder på lidt uvante pladser på banen.

Thomas Gaardsøe Således er danske Thomas Gaardsøe blevet fast inventar på holdet og styrmand i tremands-forsvaret, den tidligere AaB'er er vokset kolossalt meget med opgaven og han nyder tydeligt at have Joe Royles fulde tillid.

Islandske Hermann Hreidarsson er for alvor kommet i omdrejninger efter managerskiftet og han har nærmest været spudlende som venstre wingback.

Jamie Clapham er nok den der har mærket den største forandring siden managerskiftet, fra at være venstre back eller venstre midtbane under George Burley, så er han blevet rykket ind på den centrale midtbane og der befinder den arbejdsivrige tidligere Tottenham-spiller sig vældigt godt tilpas sammen med anfører Matthew Holland og rutinerede Jim Magilton.

Chris Makin er en anden der har optrådt på en lidt uvant plads i de sidste par kampe og Joe Royle der kender ham godt fra tiden i Oldham har valgt at bruge Chris Makin i tremandsforsvaret ved siden af Thomas Gaardsøe og John McGreal og det har fungeret nærmest upåklageligt.

Andre der er kommet ind i varmen igen efter managerskiftet er Fabian Wilnis og Alun Armstrong, førstnævnte var nærmest lagt på is af George Burley og Alun Armstrong var rykket lidt ned af rangstigen m.h.t. angrebspladserne - men begge har imponeret på det sidste og kommer sikkert til at spille meget i fremtiden (Alun Armstrong såfremt han kan holde sig skadefri).

De to unge stortalenter Darren Bent og Darren Ambrose har allerede gjort et stort indtryk på Joe Royle og de kommer helt sikkert til at spille fremtrædende roller på holdet, omend de nok begge vil få nogle pauser for at samle kræfter i en lang sæson med op til næsten 60 kampe.

Hvem er så taberne efter posen med spillere er blevet rystet af Joe Royle, Jermaine Wright ser ud til at komme til at sidde en del på bænken og rutinerede Mark Venus kommer nok til at sidde ved siden af ham (spritdommen gør det nok ikke lettere for den aldrende forsvarer).

Finidi George ser ikke ud til at blive bedre efter Joe Royle er kommet til og ret beset så er nigerianerens dage som Ipswich-spiller nok talte - i hvert fald har han ikke været brugt særligt meget og uden nævneværdig succes.

Men den helt store taber er uden sammenligning Andy Marshall og det er måske en lidt hård skæbne for den tidligere Norwich-keeper, men han har altså været hamrende ustabil i denne sæson og selvom han primært har været fast mand på holdet i modgang, d.v.s. i slutningen af sidste sæson og starten af indeværende sæson - så er det ikke fra hans fødder eller rettere hænder der er points i hus, nej tvætimod har han kostet en del og derfor er det måske meget naturligt Joe Royle har hentet en anden af sine gamle bekendte til Ipswich på lån, nemlig Everton-målmanden Paul Gerrard og han debuterede imod Watford. Selvom Joe Royle har udtalt Andy Marshall nok skal komme tilbage og Paul Gerrards tilstedekomst er for at give ham en pause, så er situationen selvsagt uholdbar for Andy Marshall og det kan meget vel ende med han forlader klubben indenfor kort tid.

Tilbage står en række ubesvarede spørgsmål, Tommy Miller og Pablo Couñago har været ude med h.h.v. skade og karantæne - begge kan få det svært og Pablo Couñago skal nok ikke regne med at få en fribillet, selvom han p.t. er Ipswichs topscorer med ni mål, endelig er der Martijn Reuser og Richard Naylor der begge slet ikke har spillet i denne sæson og først nu er ved at blive klar efter langvarige skader - især Martijn Reuser ventes tilbage med spænding.

Sluttelig er der Marcus Bent der er ude med en skade indtil slutningen af december og de få kampe han har spillet indtil nu i denne sæson har været på nedsat kraft p.g.a. diverse småskader, forhåbentlig vender han tilbage med fuld styrke og skud i støvlerne - han kan blive en vigtig brik i genrejsningen af skibet Ipswich Town FC.

Bliver der solgt spillere ???

Da Joe Royle satte sig tilrette i managerstolen på Portman Road fik han at vide der ikke var penge til indkøb - på den anden side er Ipswich heller ikke tvunget til at sælge nogle af sine spillere for at få mere orden på økonomien. Det er i hvert fald det formand David Sheepshanks har meldt ud, så Joe Royle er nødt til at sælge for at finansiere eventuelle indkøb.

Da alle ved fra Joe Royles tidligere jobs, at han er en forholdsvis ivrig mand på transfermarkedet - så kommer der nok til at ryge en enkelt (måske flere) til januar når klubberne i Premier League må handle igen. Det betyder vi igen skal til at frygte nogle af vores bedste og mest populære spillere bliver solgt - anfører Matthew Holland, Hermann Hreidarsson og de to stortalenter Darren Bent og Darren Ambrose er nok (igen) de navne der står øverst på menuen hos storklubberne i Premier League.


© Ipswich Town FC Supporters Club - Scandinavian Branch